Velkommen til AB Aastruphave

A/B Aastruphave er en andelsboligforening beliggende i Hvidovre nord på den gamle hovedgade i Hvidovre. Foreningens boliger ligger i en lille grøn oase nede bag Hvidovre torv og har have op til det grønne bælte ved Vigerslevparken. Beboerne består af en blanding af unge, ældre og børnefamilier.

Bygningerne er opført i 1966 og består af gule murstensbygninger med rødt tegl og store hvide vinduer med energispareruder. Bygningerne blev gennemgribende renoveret i 2004, i hvilken forbindelse vinduer, tag, faldstammer og brugsvandsrør blev udskiftet. Bygningerne ligger i grønne omgivelser og har gode parkeringsmuligheder. Der eksisterer en store have bagerst – foruden plænerne imellem blokkene – og denne have grænser op til Harrestrup å, der igen grænser op til Vigerslevparken. I blok 35 A-C findes der et moderne velfungerende (pengeløst) beboervaskeri. Der findes desuden et “fitnessrum”, således at man mod beskeden betaling (kr. 50 pr. måned) kan motionere og vægttræne. Se under kontaktoplysninger for nærmere information. Før ejendommens opførelse i 1966 lå der i øvrigt et gartneri, som tilhørte gården “Aastrupgård” som lå ovre ved Astrupgårdsvej.

Boligerne i Aastruphave består af 1, 2 og 3 værelses lejligheder. Oprindeligt var der kun et og to værelses lejligheder, men i 2000 blev det tilladt at sammenlægge lejligheder, dog “kun” op til en vis størrelse godkendt af kommunen. Derigennem håbede man – ligesom man fortsat gør det - at kunne fastholde de mindste børnefamilier og de større børnefamilier lidt længere end ellers. Der er i alt 10 blokke med ca. 200 lejligheder. Ejendommene består af tre 2 etagers blokke, og syv 3 etagers blokke. En 1 værelseslejlighed har tekøkken og toilet med brusekabine og er på ca. 31 m2. En 2 værelses lejligheder består af en stor stue, soveværelse, køkken – med mulighed for lidt siddeplads - og toilet med badekar samt en rummelig gang. En 2 værelses lejlighed er på ca. 55-65 m2. En 3 værelseslejlighed består af en oprindelig 1 og 2 værelses lejlighed, som er slået sammen. De største lejligheder er i øvrigt på 108 m2.

Foreningen blev dannet i 1982, og du kan læse mere om selve foreningen under fanen “Foreningen”.